• Otte personer løj sig ind hos ældre som VVS'ere og hjemmehjælpere

    来源: BDK Borsnyt / 22 4月 2024 11:58:17   America/Chicago

    Otte personer er blevet idømt fængselsstraffe på mellem 60 dage og to år og otte måneder for at have løjet sig adgang til ældre menneskers boliger. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. Der er tale om seks kvinder og to mænd i alderen 18 til 64 år. I nogle tilfælde er det ifølge politiet lykkedes de dømte at stjæle værdier fra de ældres boliger. De otte personer er dømt for at have ringet på hos ældre beboere og udgivet sig for at være eksempelvis hjemmehjælpere, VVS'ere eller en nabo, oplyser politiet. - De dømte er gået målrettet efter ældre borgere og har groft udnyttet deres tillid. Derfor har retten også idømt de otte personer relativt lange straffe, siger anklagerfuldmægtig Alexander Palne i pressemeddelelsen. Hovedparten af de otte personer er ifølge politiet i familie med hinanden. Tre af dem er blevet udvist af Danmark og har fået indrejseforbud i seks år, skriver Københavns Politi. Flere af de dømte har anket deres dom, mens en enkelt har valgt at modtage dommen, oplyser politiet. Nogle af udbedt sig betænkningstid. De fleste af de forurettede er over 70 år. Den ældste på 102 år fik afværget et indbrud i sin lejlighed, fordi hun nægtede at åbne døren ud til opgangen. Indbruddene og indbrudsforsøgene er sket i flere forskellige bydele i København. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/otte-personer-loej-sig-ind-hos-aeldre-som-vvsere-og-hjemmehjaelpere
分享